Om Koret

DDK består af ca. 25 engagerede amatørsangere, de fleste fra 35 – 60 år. Vi øver hver tirsdag aften i Hellerup, og sangerne kommer fra det meste af Sjælland. At synge i kor er et fællesskab og et samarbejde. Vi har det sjovt og arbejder også seriøst. Vi bliver aldrig trætte af at stræbe efter det bedste, og derfor er helheden lige så vigtig som detaljen. I pauserne hygger vi os, og nogle gange mødes vi til fest og ballade, fx ved den traditionelle nytårskur, hvor alle dem med solister og/eller humorister i maven kommer frem og får afløb for hidtil hemmeligholdte tilbøjeligheder.
Udover den faste, ugentlige prøve afholder vi ca. en gang om året en korweekend eller en kortere rejse med korprøver og koncerter. I år går turen til London i starten af oktober, hvor vi har en koncert i Den Danske Kirke. På årsbasis opfører vi 8 – 12 koncerter.
Tenor eller Bas – Vi har plads


Mangler du et godt kor at synge i? Elsker du korsang? Så skal du endelig kontakte os.
Vi har nemlig brug for flere gode stemmer og engagerede sangere. Vi mangler primært mandsstemmer, men enkelte damestemmer er også aktuelt.
Lyder det interessant så kom forbi og syng med ved et par prøver. Hvis det fungerer for både dig og os, arrangerer vi en foresyngning, som typisk foregår efter en korprøve. Begynder du i koret, kan du se frem til en periode i dit liv med fantastisk musik, søde og dygtige mennesker og indholdsrige koncerter. Alt sammen for et kontingent på 1200 kr. pr. halvår, og der er halv pris for studerende.
Tid og sted: Vi øver tirsdage kl. 19.15 – 21.45 fra slutningen af august til midt i juni. Øvested: Lokaler ved Hellerup Kirke, Margrethevej 7B, 2900 Hellerup
Det Danske Kammerkor er en forening og er en selvstændig afdeling af KFUM Centralforening. Koret blev oprindeligt dannet som et herrekor i 1911 under navnet KFUM-sangerne. I 1957 blev koret omdannet til et blandet kor, og i 1994 fik koret sit nuværende navn. Koret er medlem af Kor72.
Send gerne en mail på info@detdanskekammerkor.dk, hvis du kunne tænke dig at blive en del af et dejligt fællesskab.